Vedtægter for

Grundejerforeningen Højagergårdsparken.

(Dokumentet kan downloades eller udskrives fra siden -  Dokumenter )

Godkendt af Faxe kommune ved brev af 18.01.2016

Navn, hjemsted og formål

§ 1

Foreningens navn er "Grundejerforeningen Højagergårdsparken", herefter benævnt grundejerforeningen.

§2

Grundejerforeningens hjemsted Faxe kommune under Næstved ret, der er grundejerforeningens
værneting.

§3

Grundejerforeningens formål er at varetage medlemmernes nuværende og fremtidige fælles interesser af enhver art i forbindelse med de under grundforeningens område hørende ejendomme og parceller.

Grundejerforeningen er berettiget til at fremskaffe og administrere de midler, der skal anvendes til realisering af grundforeningens formål, herunder fastsætte nærmere regler for, hvorledes medlemmerne skal betale kontingent, samt til at underskrive og lade tinglyse deklarationer med eller uden pant.

De af grundejerforeningen til gennemførelse af nævnte foreningsformål trufne bestemmelser er fuldt bindende for de enkelte medlemmer. Foreningen er pligtig efter påkrav fra Faxe kommune at tage skøde på eventuelle fællesarealer m.v. med derpå værende anlæg.

Grundejerforeningens bestyrelse skal være berettiget til at udfærdige ordensbestemmelser.
Ordensbestemmelserne, der skal vedtages med 2/3 flertal af de på en generalforsamling repræsenterede medlemmer, træder i kraft fra det tidspunkt, de er udsendt til medlemmerne.

Medlemmerne og disses forhold til grundejerforeningen

§4

Enhver ejer af en parcel, udstykket fra matr.nr. 5a, Dalby-Borup by, Sdr. Dalby Sogn, er forpligtet til at være medlem af grundejerforeningen.

Grundejerforeningen er berettiget til med 2/3 majoritet af de på en generalforsamling repræsenterede medlemmer at træffe bestemmelse om, at også ejere af grund uden for grundejerforeningens område, kanvære medlemmer af grundejerforeningen, eller at grundejerforeningen kan sluttes sammen med en anden grundejerforening.

Grundejerforeningen skal endvidere stå åben for kommende parcelejere fra eventuelle naboarealer, der måtte blive udstykket til boligbebyggelse.

§5

Når et medlem overdrager sin grund eller på anden måde ophører at være ejer af denne, er han/hun fra overtagelsesdagen ophørt at være medlem af grundejerforeningen og kan intet krav rette mod grundejerforeningens formue.

Den nye ejer indtræder i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser overfor grundejerforeningen, idet den tidligere ejer dog tillige vedbliver at hæfte for eventuelle restancer overfor grundejerforeningen, indtil den nye ejer har berigtiget restancerne og overtaget forpligtelserne.

Både den tidligere og den nye ejer er pligtige til at anmelde ejerskiftet til grundejerforeningen ved dennes kasserer og i forbindelse hermed oplyse grundejerforeningen om den nye ejers navn og bopæl samt parcel nr. og matr.nr.

§6

Grundejerforeningens medlemmer hæfter i forhold til tredjemand ikke solidarisk for grundejerforeningens forpligtelser.

I forhold til grundejerforeningen hæfter medlemmerne pro rata, hvilket også skal gælde for tab, som grundejerforeningen har på enkelte medlemmer.

Hvert medlem betaler for hver grund han/hun ejer et årligt kontingent. Kontingentet følger kalenderåret.
Kontingentet betales forud og forfalder til betaling senest d. 15. marts. Det årlige kontingent fastsættes af den ordinære generalforsamling.

Indbetaling af kontingentet m.v. skal ske til grundejerforeningens bankkonto eller andet af
grundejerforeningens bestyrelse angivet sted.

Er et medlem mere end 1 måned i restance til grundejerforeningen, kan det pågældende beløb inddrives af retslig vej, efter at der forinden er givet medlemmet skriftlig påmindelse om inden 8 dage at berigtige restancen.

Alle omkostninger i forbindelse med inddrivelsen betales af vedkommende restant, der endvidere skal betale administrationstillæg for restancen. Administrationstillægget fastsættes af bestyrelsen og følger i øvrigt renteloven og inkassobekendtgørelsen.

Er restancen ikke indbetalt senest 10 dage før en generalforsamling, fortabes retten til at deltage i denne generalforsamling samt valgbarhed.

Generalforsamlingen 

§7

Generalforsamlingen er grundejerforeningen øverste myndighed.

§8

Ordinær generalforsamling afholdes hver år i april/maj måned i Dalby. Den indkaldes af bestyrelsen med 14 dages varsel via grundejerforeningens hjemmeside og/eller skriftlig husstandsomdelt indkaldelse.

Dagsorden, der fastsættes af bestyrelsen, skal meddeles samtidig med indkaldelsen.

Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 1. april.

Sager, der ikke er optaget på dagsordenen, samt punkter behandlet under punkt 11 'Eventuelt' kan ikke sættes til afstemning.

På hver generalforsamling skal følgende punkter behandles:

1.     Valg af dirigent

2.     Bestyrelsens beretning om det forløbne år

3.     Aflæggelse af regnskab underskrevet af kassereren og revisorer

4.     Fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent

5.     Rettidigt indkomne forslag

6.     Valg af formand for bestyrelsen (lige år)

7.     Valg af bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter (valget gælder for 2 år for
bestyrelsesmedlemmer, der vælges et bestyrelsesmedlem i lige år og to bestyrelsesmedlemmer i
ulige år; suppleanter vælges for 1 år)

8.     Valg af kasserer (ulige år)

9.     Valg af 2 revisorer (vælges for 1 år)

10.   Valg af 2 revisorsuppleanter (vælges for 1 år)

11.   Eventuelt

§9

Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes via skriftlig husstandsomdelt indkaldelse med samme frist som ordinære, afholdes så ofte som bestyrelsen finder det nødvendigt eller efter at mindst 1/4 af grundejerforeningens medlemmer - der ikke er i restance til grundejerforeningen - til bestyrelsen indgiver skriftlig, motiveret begæring med angivelse af dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling. Når sådan begæring er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamlingen afholdes inden 6 uger efter dennes modtagelse.

Hvis ikke mindst 3/4 af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling indkaldt, er tilstede på generalforsamlingen, kan dagsordenen nægtes behandlet.

§ 10 

Generalforsamlingen vælger en dirigent, der på generalforsamlingen afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen.

Hvert medlem har to stemmer for hver grund, medlemmet ejer.

Afstemning sker ved håndsoprækning, medmindre generalforsamlingen eller dirigenten finder, at skriftlig afstemning vil være mere hensigtsmæssig.

Stemmeafgivningen kan ske ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem eller et medlem af vedkommendes husstand. Intet medlem kan dog afgive stemme i henhold til mere end en fuldmagt.

Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal jf. dog §§3, 4, 11 og 18.

Over det på generalforsamlingen passerede føres en referat, der underskrives af bestyrelsen, hvorefter det har fuld beviskraft i enhver henseende.

§11

Til vedtagelse på en generalforsamling af beslutninger, der går ud på anvendelse af fællesarealer, forandring af grundejerforeningens vedtægter, ordensbestemmelser, bevilling af midler udover det til administration nødvendige, pålæg af yderligere indskud fra medlemmernes side og optagelse af lån, kræves at beslutningen vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

Bestemmelsen om, at medlemmernes ikke hæfter solidarisk overfor tredjemand, kan kun ændres ved enstemmighed hos samtlige medlemmer. '

Når der på en generalforsamling er truffet gyldig bestemmelse om bevillig af midler udover det til administration nødvendige, pålæg af yderligere indskud fra medlemmernes side eller optagelse af lån, er bestyrelsen bemyndiget til at underskrive for grundejerforeningens medlemmer i ethvert forhold, der er nødvendig til gennemførelse af generalforsamlingens beslutning.

På generalforsamlingen fastsættes størrelsen af evt. telefongodtgørelse til bestyrelsens medlemmer.

§ 12

Bestyrelsen består af fem medlemmer, der alle skal være medlemmer af grundejerforeningen. Formanden og kassereren vælges direkte af generalforsamlingen. Genvalg kan finde sted.

Den valgte bestyrelse konstituerer sig selv med næstformand. I tilfælde af formandens forfald indtræder næstformanden som formand indtil næste generalforsamling.

Såfremt kassereren får forfald, udpeges en midlertidig kasserer af bestyrelsen.

Bestyrelsen har ret til at ansætte og bestemme aflønningen m.v. af en sekretær, der ikke behøver være medlem af grundejerforeningen.

Et bestyrelsesmedlem, der uden lovlig grund udebliver fra tre på hinanden følgende bestyrelsesmøder, må, hvis blot et medlem af bestyrelsen kræver det, udgå af bestyrelsen, og en suppleant indtræder da i bestyrelsen.

Dersom antallet af bestyrelsesmedlemmer ved afgang i årets løb, og efter suppleanterne er tiltrådte, bliver mindre end tre, er bestyrelsen berettiget til at supplere sig selv indtil førstkommende generalforsamling.

§13

Bestyrelsen har den daglige ledelse af grundejerforeningens virksomhed - herunder drift og vedligeholde af fællesanlæg - og varetager dens formål og interesser. Bestyrelsen er dog berettiget til at ansætte og bestemme aflønning m.v. af medarbejdere til at forestå drift og vedligeholdelse af eventuelle fællesanlæg.

Der afholdes bestyrelsesmøde så ofte, formanden eller to bestyrelsesmedlemmer finder det nødvendigt.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre bestyrelsesmedlemmer giver møde.

Bestyrelsens beslutninger træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed, er formandens stemme udslagsgivende.

§ 14

Grundejerforeningen tegnes overfor tredjemand af et flertal af bestyrelsen eller af formand og kasserer i forening jf. dog § 17.

Revisorer og regnskab

§ 15

Generalforsamlingen vælger to revisorer og to revisorsuppleanter. Genvalg kan finde sted.

Revisorerne kan når som helst foretage kasseeftersyn og skal foretage et sådant mindst en gang årligt.

§ 16

Grundejerforeningens regnskabsår er kalenderåret.

Regnskabet skal revideres inden den 15. april.

§ 17

Bestyrelsen kan give kassereren alene-fuldmagt til at disponerer på grundejerforeningens bankkonto, herunder via netbank. Bestyrelsen kan til enhver tid tilbagekalde denne fuldmagt.

§ 18

Grundejerforeningens opløsning kan kun finde sted efter forslag fra bestyrelsen eller 1/2 af
grundejerforeningens medlemmer. Forslaget skal indeholde bestemmelser om anvendelse af
grundejerforeningens formue.

Grundejerforeningen kan dog ikke opløses uden samtykke fra Faxe Kommune i henhold til deklaration Lyst den 25. april 1972. 

Særlige bestemmelser. 

§ 19

Fremkommer der spørgsmål, som ikke er belyst i vedtægterne, er bestyrelsen pligtig til efter bedste evne og overbevisning at afgøre og løse disse! Men skal dog fremlægge sagen til medlemmernes underretning ved førstkommende generalforsamling.

I særdeles vigtige anliggender skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

§ 20

Ingen vedtægtsbestemmelser må være i strid med tinglyste deklarationer eller nogen kommunal vedtægt.

Godkendelse m.v.

§21

Ovenstående vedtægter er godkendt på grundejerforeningens ordinære generalforsamling  26. april 2015.

Ovenstående vedtægter er tilsendt Faxe Kommune 10. december 2015 og er endeligt godkendt, såfremt der ikke kommer indsigelser fra Faxe Kommune indenfor 4 uger efter fremsendelsen til godkendelse.

(Godkendt af Faxe kommune ved brev af 18.01.2016)

Bestyrelsen